Instruktørens personlige motivering

Jesper Lambæk skriver:

Artiklen i Udvikling skræmte mig
Danidas temamagasin Udvikling bringer i september 2011 en foruroligende artikel med navnet "Nepal venter på jordskælvet". I artiklen fortælles det, at der med stor sandsynlighed vil ske et kraftigt jordskælv i Kathmandu området inden for en overskuelig årrække. Kathmandu er geografisk placeret på en position, der garanterer kraftige jordskælv, og da der intet har været siden 1934, som dengang lagde byen øde, er eksperter enige om, at Kathmandu, hvis jordskælvet ramte byen i morgen, i katastrofeomfang vil overgå Haiti.

Scenariet om at eksperter forudsiger et kraftigt jordskælv i Kathmandu, satte billeder i gang inden i mig. Jeg kunne se det for mig. En sand katastrofe. Et helvede på jord. Mine venner i nød. Mine venner døde. Alt er på plads til den store scene. En sand afvikling af det værste mareridt.

Jeg kender byen. Jeg har besøgt den fem gange. Jeg har filmet og arbejdet der. Kørt på kryds og tværs. Besøgt mennesker i alle samfundslag.

Jeg har sågar lavet film med unge mennesker om byen. Vi filmede det ekstreme trafikhelvede, den mangelfulde og absurde elforsyning og de ekstremt forurenede floder.

Jeg har siddet timer efter timer i fastlåste køer, i den håbløse og ekstrem mangelfulde infrastruktur.

jesperlambaek

Jesper Lambæk på arbejde i det centrale Kathmandu. Til højre Amod Dixit, NSET, nepals førende jordskælvsekspert.

Det værste der kan ske
Det værste scenarie er om natten. Kathmandu sover. Indbyggerne ligger i deres senge, på madrasser eller sivmåtter og sover. De ligger tit mange på lidt plads. De kraftige rystelser kommer uden forvarsel.

Rigtig mange huse i Kathmandu er slående nedslidte. Hele bybilledet er præget af en hærget, grim facade af ufærdige og smadrede huse. Jeg er ikke ekspert, men solide ser de ikke ud. Mange vil kollapse ved de første rystelser. De vil styrte sammen over de sovende. I Haiti døde 250000 mennesker inden for 40 sekunder. Hvor mange vil dø her?

Helvede på jord. De overlevende vil vælte ud på gaderne, ud af husene. Det i forvejen ufattelig primitive og interimistiske elforsyningssystem vil kollapse. Vejene vil være fulde af nedfaldne elledninger og sammenstyrtede huse. Ambulancer, politi, og slukningskøretøjer vil ikke kunne komme frem.

Det offentlige system er forvejen på pumperne i Nepal. Der er intet reelt beredskab til sådan en situation. Folk er overladt til sig selv, og til omverdenens nåde.

Morgenen kommer til Kathmandu. Menneskerne er i chok. Der lyder skrig fra ruinerne. Folk prøver at hjælpe andre ud. Der er efterskælv. Intet virker. Telefonkommunikation, vandforsyning, infrastruktur, el. Alt er nede.

Den lille lufthavn i Kathmandu er måske stadig brugbar. Hvornår kommer den igang?
Hvor mange dag går der før nødhjælpen når frem?
Hvordan skal komme frem?
Fra Indien og Kina?

Vejene derfra kan være blokerede af jordskred. Broerne styrtet sammen. Det er et helvede.

Hvor mange dør der i ruinerne? Hvor mange dør pga manglende behandling?
Står nogle hospitaler endnu? På hvilket niveau fungerer de?

Jeg ser det for mig. Det er ubeskriveligt. Alle forudsætninger er tilstede for helvede på jord.

Men hvad kan jeg gøre? Jeg holder af Nepal. Jeg har venner der. Jeg ved hvilke betingelser de har. Hvilke konditioner der er, for det rene helvede. Jeg kan jo se det for mig.

Jeg må fortælle. Det er det jeg kan. Jeg må fortælle, hvordan der ser ud i Kathmandu. Det ved kun de færreste. Verden skal vide, at der i Kathmandu er sat rammen for helvede på jord.

Jeg vil fortælle en historie om byen og dens indbyggere. Jeg vil dele min fascination og kærlighed til stedet. Jeg vil prøve at påvirke verden til at forstå, at vi skal hjælpe Kathmandu til at forberede sig til skælvet. Gennem undervisning, beredskabsplaner og jordskælvssikring. Min film kan presse på, til den proces. Den kan støtte op om argumentet om forberedelse.

Sponsor Danida 45x96pxHistoriefabrikken